Århus unge rykker | 02/03 2010 |
Stor opbakning til fagligt arrangement for unge TIB medlemmer i Århus. Arrangørerne er selv unge og helt nye i det faglige arbejde. Af Simon Oxby sio@tib.dk
Tømrerlærling Jacob Joseph Bismuth var forud for arrangementet i Århus ret spændt på, om et fagligt indhold kunne få unge TIB medlemmer til at møde op på en hverdagsaften. - Jeg har ingen erfaring med at arrangere møder af den slags, så det var spændende. Heldigvis kom der 37 personer, fortæller en tilfreds Jacob Joseph Bismuth. Til daglig er han tømrerlærling og medlem af Landsudvalget i TIB Ungdom. Overflødig underholdning Jacob og kammeraten Andreas Grubbe, har dermed fået pustet nyt liv i de unges faglige arbejde i Østjylland. I afdelingen er de begejstrede. - Arrangementet viser, at det ikke er nødvendigt at lokke med gokart og paintball, for at gøre de unge interesseret i fagligt arbejde, siger faglig sekretær, Claus Salomon Ørskou, TIB Østjylland. Telefonopkald gav resultater Arrangementet kom kun i stand takket være støtte fra TIBs afdelingskontor i Århus og en heftig indsats ved telefonen. - Vi har sendt breve ud til alle, men også ringet mange medlemmer op. Det er helt klart dem, vi har talt med, som mødte i op torsdags. Endnu flere har telefonisk sagt, at de godt vil kontaktes om nye arrangementer, siger Jacob Joseph Bismuth. Tjek på de faglige fakta Udover en fælles omgang pizza gik snakken om det faglige i to en halv time. Emnerne var overenskomstforhandlingerne, østarbejderne, og om lønnen er det vigtigste eller ej. Faglig medarbejder i TIB, Per Nielsen, skulle løfte forsamlingens viden. - Vi vidste godt, at flertallet af de fremmødte ikke havde erfaring med fagligt arbejde. Derfor var der brug for en som Per, der kunne forklare, hvad en overenskomst er for noget, slutter Jacob Joseph Bismuth. | |  Strengt fagligt og kun for unge. Faglig medarbejder Per Nielsen (th) fra TIB, fik dog lov til at fortælle de unge medlemmer om overenskomst systemet. Foto: Claus Salomon Ørskou.
| Fagligt møde for unge |
Mødet i Århus fandt sted torsdag den 25. februar og resulterede i, at der blev fundet fem frivillige til en række aktivitetsudvalg. Gruppen satser blandt andet på at få den lokale tekniske skole til at acceptere en elevrepræsentant i bestyrelsen. |
 |
Flere nyheder om Ungdom
|